Denne Riesling Sekt fra Weingut Wageck Pfaffmann er fra en lille testkasse, som Peter fra Plus-Vin i Knebel var forbi med forleden. Testkassen indeholder lutter Wageck Pfaffmann vine, da det er et vinhus, som Peter har kendt og arbejdet sammen med i over 20 år.
Plus-Vin hører til blandt de mange små vinimportører, som importerer vine med hjertet. Derfor har Plus-Vin heller ikke et sortiment med mange forskellige vinhuse, ingen fancy hjemmeside eller webshop, så køb fungerer herligt gammeldags og næsten analogt ved at sende mail – pl@plus-vin.dk – med bestilling til Peter.
Hans primære vinproducent er således klart Weingut Wageck Pfaffmann, som holder til i byen Bissersheim i den nordlige del af Pfalz, hvor Wageck familien har været vinbønder omkring hundrede år.
Vingården blev grundlagt af Wilhelm Wageck. Han var født i år 1900, som del af en større familie og havde 7 søskende. Han købte vingården som ung mand, blev gift med Luise Lack og drev gennem årene vingården med både almindelig landbrug, husdyr og lidt vinproduktion.
Det var dog først i 1973, da Wilhelms barnebarn Gertraud blev gift med Gunter Pfaffmann fra Walheim i Landau, at familien begyndte at satse på vinproduktionen.
Gunter Pfaffmann var nemlig uddannet ønolog fra Geisenheim og fik således sat en større vinproduktion i gang. Det blev reelt starten på den nuværende vingård Wageck Pfaffmann, som i dag videreføres af 2 af parrets 3 drenge, nemlig Frank og Thomas Pfaffmann som 5. generation … fortsat med hjælp fra forældrene.
Det er dog specielt Thomas Pfaffmann, som har markeret sig som en af Tysklands fremadstormende vinmagere. Han står for vinkælderen og arbejder ustandselig på at øge kvaliteten af specielt vinene på Spätburgunder
Weingut Wageck Pfaffmann har da også senest i starten af 2018 haft deres 2015 Goldberg Spätburgunder på 1. pladsen som bedste Pinot Noir vin i det anerkendte Sommelier Magazin. De to brødre har også flere gange fået rosende ord fra det anerkendte Falstaff.
Siden de to drenge overtog driften, så er der begyndt at ske mange forandringer på vingården, bl.a. har man igen sat det gamle familienavn Wageck på vinene. Dette er lavet for at undgå forvirringen og forveksling med andre vingårde, idet der i Pfalz findes flere andre vinproducenter med navnet Pfaffmann.
Derudover har brødrene også ændret sortimentet af vine, således der i dag laves færre slags vine. Men som Thomas Pfaffmann siger; mindre er nogle gange mere. Deres mål er at fremstille mineralske vine, hvis oprindelse klart kan smages.
Vinene er dog fortsat opdelt i Gutsweine, Ortsweine, Lagenweine og Réserve, hvor Réserve vinene dog kun laves i de bedste år. Det er også den unge generation, som har stået bag den nye designlinje af vinene, som i dag er kendetegnet af en lille drage … selvom der fortsat produceres enkelte vine under det gamle navn og de gamle etiketter.
Weingut Wageck Pfaffmann har i dag sammenlagt 58 hektar vinmarker, hvilket bl.a. omfatter markerne Goldberg, Held, Orlenberg og Steig ved Bissersheim, Steinacker ved Kirchheim samt Burgweg og Osterberg ved Großkarlbach.
Omkring 60% af markerne er tilplantet med hvide druer, mest Riesling og derudover både Chardonnay, Grauburgunder, Weißburgunder, Sauvignon Blanc, Müller-Thurgau, Auxerrois, Kerner, Silvaner, Faberrebe og Ortega.
Men rødvin fylder også meget hos Weingut Wageck Pfaffmann, og det er selvfølgelig specielt Spätburgunder, men derudover dyrkes der lidt Portugieser, Dornfelder, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot, St. Laurent, Schwarzriesling, Frühburgunder, Cabernet Dorsa, Cabernet Dorio, Cabernet Mitos, Cabernet Cubin, Dunkelfelder og Lemberger.
Markerne er rige på kalk i undergrunden og har de seneste 20 år været passet med respekt for naturen, kun gødet med hestegødning samt kompostrester fra vinproduktionen.
Nå, men første vin fra Weingut Wageck Pfaffmann er imidlertid en Riesling Sekt Trocken … og fortsat alene med Pfaffmann navnet på etiketten og uden den lille drage. De laver ganske vist også en Sekt Ekstra Brut i den nye serie, men den er lavet på Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier, mens denne er på 100% Riesling.
Druerne til vinen er høstet manuelt og vinificeret ved, at de først udblødes inden presning, hvorefter gæringen sker spontant alene med druernes egne gærceller. Jeg kan ikke se, om selve gæringen sker i egefade eller i rustfrie ståltanke, men vinen skulle være lagret en periode på brugte fade inden den flaskes ufiltreret, hvorefter andengæringen sker efter champagnemetoden.
I glasset er denne Sekt ganske livlig … og meget lys, næsten hvid i farven, men dufter herligt af et friskbagt formfranskbrød. Den virker ganske frisk og bruser godt med masser af bobler og byder også på lidt gær, nødder, hvide liljer, hyldeblomst og lime.
Smagsmæssigt er boblerne også ganske aggressive, små og insisterende, hvilket giver en stor friskhed. Der er godt med mineraler, sten, citrus og grape i smagen, som hele tiden holder en god, tør syre/sødme balance. Det ene øjeblik tipper syren over og det andet øjeblik tipper sødmen over … legende fint.
Forhandles af Plus-Vin, hvor sådan en flaske koster 90 kr.